|
|
Nytænkning i lægekunsten |
|
Af BRUCE PHILLIP KYLE, Læge, Viby J. |
En helt ny forståelse er på
tærsklen til at etablere sig inden for lægestanden. Man kunne faktisk beskrive den som
den vigtigste opdagelse i de sidste 50 år. Denne opdagelse er bestemt til totalt at
forandre den måde lægekunsten praktiseres på i dag.
For fremtiden vil læger anstrenge sig
for at ernære og styrke kroppens evne til selvheling, i stedet for at skære i den, fylde
den med medicin eller modarbejde dens naturlige systemer. Man kan allerede nu begynde at
tyde det nye forståelsesmønster baseret på opdagelser inden for forskning:
- Forskning med E-vitamin viser, at det
beskytter mod kræft, forbedrer blodflow i hjertet, forsinker ældelse, lindrer
lægkramper og, når den tages sammen med C-vitamin, forebygger grå stær. Nyere
undersøgelser har understreget, at man forbedrer E-vitamins anticancer effekt, hvis den
tages i kombination med andre antioxidanter så som selen, C-vitamin, og
betacaroten.
- For nylig har forskere i Japan
påvist, at planteekstrakten Ginseng får kræftceller til at vende tilbage til
normaltilstanden. Desuden har man fundet en tumorhæmmende effekt med hvidløg. Også fra
Japan: Megen forskning (bl.a. også udført i Danmark) peger på et nyt næringsstof, der
kaldes co-enzym Q-10, har en positiv virkning på hjertesygdom så som hjertesvigt, angina
pectoris og cardiomyopati.
-
Levertranolie, som indeholder omega-3
fedtsyrer, er i stand til at forebygge blodpropper i hjertet ved at øge mængden af den
"gode" HDL-kolesterol samtidig med at reducerer den "dårlige"
LDL-kolesterol. Forskningsresultater har også vist, at fiskeolie kan være gavnlig ved
ledegigt, psoriasis og migræne.
- Mineralet magnesium er kendt for at
hjælpe en uregelmæssig puls, forbygge blodpropper i hjertet, reducere antallet af
andengangs blodpropper med 87 pct., forbedre vejrtrækningsproblemer forbundet med astma,
nedsætte forhøjet blodtryk, lindre hjertesmerter og forsinke eller standse den form for
blindhed, der ses hos sukkersyge.
- Ginkgo biloba, en gammelkendt
lægeplante fra Østen, har vist sig i flere end 34 større undersøgelser vedrørende
mennesker at være en effektiv behandling for åreforkalkning i benene samt
aldersbegrundet koncentrationsbesvær, hukommelsessvigt og svimmelhed.
- Der er nyt håb for senile patienter.
Den såkaldte "uhelbredelige" Alzheimers sygdom, som har trodset lægestanden i
hele verden, har vist sig i ny forskning fra USA, at skjule ekstreme forhøjelser af
kviksølv svarende til hjerneområder man ved fra tidligere påvisninger er svært
degenereret hos disse patienter. Kviksølv stammer hovedsageligt fra sølvplomber hos
mennesker.
De ovennævnte forskningsnyheder er bare
en dråbe i havet i forhold til det store antal af artikler der udgives hvert år.
Budskabet er klart: Der findes ingen sygdomstilstand, som ikke kan forbedres eller evt.
elimineres, hvis man har kendskab til, hvordan man samarbejder med kroppens potentiel at
helbrede sig selv.
Alligevel, lige som om den nye viden
slet ikke eksisterede, er kræftpatienter udskrevet fra hospitaler uden nogen som helst
form for kost-/ tilskudsbehandling. Den ortodokse hospitalsverden mener tilsyneladende, at
klinisk ernæring ikke kan forebygge sygdomme og er praktisk talt værdiløs som
behandlingsmiddel. På hospitalerne er den næsten ignoreret. Derimod har undersøgelserne
gentagne gange påvist, at jo længere man er indlagt på et hospital, desto mere
underernæret bliver man. Det er svært at undgå konklusionen, at lægestanden - undtagen
dette fåtal, som har åbnet øjnene for de nye muligheder - i praksis er for snæversynet
til at indrømme, hvor stor betydning klinisk ernæring kan have for alvorligt syge
mennesker.
I dag har vi videnskabelige beviser på,
at næringsstoffer er det mest magtfulde redskab i behandlingen af sygdomme. De er
mægtigere end medicin. Mere magtfuld end kirurgi. Langt mere betydningsfuld end de ting,
der findes i lægens taske. Men idéen at næringsstoffer kan anvendes som behandling for
kronisk sygdom er ikke ny. For 2.500 år siden var det Hippokrates, lægekunstens fader,
som sagde:" Lad din kost være din medicin, og din medicin være din kost".
I 1989 fulgte Dr. Dean Ornish 100
hjertepatienter, som havde forkalkede kranspulsårer. Halvdelen af dem fik en lav fedt,
fiberrig, vegetarisk rettet kost, men derimod ingen yderligere medicinsk behandling. De
andre fik de sædvanlige medikamenter og behandling for hjertesygdom. Resultat: De på den
specielle kostbehandling var i stand til at vende deres hjertesygdom om, mens de
forsøgspersoner der modtog den "sædvanlige" behandling blev forværret; deres
kranspulsårer blev ved at forkalke.
For nogle år siden bosatte jeg mig i
Jylland og startede en privatklinik med det formål at forene de nye forskningsidéer
angående klinisk ernæring, afgiftning og immunforstærkning med de bedste træk fra den
traditionelle medicin. I lighed med andre medicinsk-holistiske indstillede kolleger i
Europa og USA havde jeg konkluderet, at meget af det, vi kender som den traditionelle
medicin, har nået en grænse og simpelthen må give plads for den nytænkning, der ses
så tydeligt inden for forskningsverdenen.
Holistisk medicin kan defineres som et
felt inden for lægevidenskab, hvor sygdomme forstås ud fra et dynamisk
helheds-perspektiv. I praksis vil det betyde, at man stiller spørgsmålet:" Hvad har
svækket personens naturlige modstandskraft, så vedkommende er blevet syg?"
Ifølge den holistiske tankegang er
sygdomme som kræft eller gigt ikke kun lokale problemer i de væv, hvor de findes, men
repræsenterer også en general svækkelse i helheden, som vi selv har været med til at
skabe med den måde vi lever på; det vi spiser, drikker og indånder; og med den motion
vi får eller ikke får. En helbredende behandling vil bestå i at genoprette de
forsvarssystemer som har svigtet og fjerne faktorerne i hverdagen, der øger
sygdomsrisikoen.
Det, man har behov for, er
undersøgelsesmetoder der kan identificere hvor menneskers svage punkt ligger. Mennesker
er biokemisk individuelle, selv om de fejler den samme sygdom. Derfor må enhvert
undersøgelses- og behandlingsforløb individualiseres efter det specifikke behov.
Et af de vigtigste redskaber, som har
præsenteret sig i den senere tid for den medicinske-holistiske praksis, er
immundiagnostik. Avanceret monoklonal antistofteknologi og laserteknik tillader for
første gang en kortlægning af hele immunsystemet, hvor immuncellernes kvantitative
sammensætning og funktionelle forskydninger kan ses i ét samlet billede. På grundlag af
en integreret oversigt af det cellulære forsvarssystem, kan man herefter sætte ind med
den nødvendige behandling. Efter flere års samarbejde med et tysk lægelaboratorium har
jeg erfaret, at en sådan immunprofil er et effektivt redskab, når målrettet og
individuelt afstemt intervention skal gennemføres.
Ny viden og avancerede teknologier, der
samarbejder på en holistisk måde, kan også ses i opdagelsen, at mange tilfælde af
astma, gigt og migræne stammer fra skjulte fødemiddelallergier. For ikke længe siden
har man fundet en bestemt undergruppe af antistoffer, som først giver symptomer fra få
timer op til tre dage efter indtagelse af det, man ikke kan tåle. Undgå det
allergi-udløsende fødemiddel, så forsvinder vejrtrækningsbesværet, ledsmerterne eller
hovedpinen. En allergitest for fødemidler ud fra en blodprøve kan være nøglen til et
helbredende behandlingsforløb i disse tilfælde.
De fleste mennesker er opvokset med den
holdning, at det er "normalt" at blive syg. Man dør af "naturlige"
årsager. Men sandheden er, at sygdom ikke er normal eller naturlig. Man er ikke tvunget
til at acceptere den fysiske og psykiske nedbrydning, vi kender som sygdom. Vi er selv den
vigtigste faktor, når det gælder vort velbefindende. Derfor kan intet hospital
formindske sandsynligheden for, at man vil være et offer for folkesygdomme som
åreforkalkning, kræft eller gigt. Men individet kan. Forudsætningen er at man udvikler
den nødvendige følsomhed og ansvarlighed for sit liv.
Kronik i Berlingske Tidende, lørdag den
22. Januar 1994.
Publiceret alternativinfo 1999.
13-12-2012 |
For 2.500 år siden
sagde lægekunstens fader, Hippokrates:
"Lad din kost være din medicin, og din medicin være din kost". |
Holistisk medicin kan defineres som et felt inden for lægevidenskab, hvor sygdomme
forstås ud fra et dynamisk helheds-perspektiv. I praksis vil det betyde, at man stiller spørgsmålet: "Hvad har svækket personens naturlige modstandskraft, så vedkommende er blevet syg?" |
|